"VoxViva-kurset er den bedste gave, jeg har givet mig selv i mange år. Allerede på det første kursus lykkedes det for mig, at fremsynge min egen indre kerne nede fra den dybe feminine stemmekvalitet. Der åbnede sig for mig en kanal i den smukkeste hjertegrønne farve omkranset af en beskyttende lilla. Denne kerne er af uhyre kraft og styrke, men samtidig helt sart og skal beskyttes og fremelskes som et lille barn. Oplevelsen blev det bærende tema for mig hele vejen gennem kurset – og bliver det også i mit liv fremover.
De fælles improvisationer har været skønne og sjove og fantastiske og viste, hvordan vi fungerede socialt som gruppe, hvor vi evnede at give plads til hinanden. For mig har det været givende, i disse trygge rammer at kunne åbne mig og give los af min egen kreativitet og musikalitet – at opdage, at disse evner har ligget skjult i mig og blot ventet på et forum at kunne folde sig ud i. Jeg takker for den varme og omkransning, jeg har fået fra mine medkursister og Katrine..
Mit stemmeprojekt gav mig mulighed for at udfolde digteriske evner, som ligeledes er uvurderlige for mig fremover, hvordan de end kommer til videre udfoldelse – de vil finde deres vej, som livet selv finder sin forunderlige vej.
Jeg ønsker at kunne integrere de færdigheder, jeg har fået med på VoxViva-forløbet i mit terapeutiske og praktiske arbejde som ernæringsterapeut, underviser og foredragsholder. Sådan at min terapi bliver levende og nærværende og jeg formår endnu mere unikt at leve mig ind i klientens situation, lytte til klientens fortælling. Udgangspunktet for ernæringsterapien er klientens biografi, ikke kun sygehistorien, men det levede liv i sin helhed. Jeg ønsker at kunne arbejde kunstnerisk med ernæringsterapien og jeg føler nu et fundament til at kunne det. Der bliver et integrationsarbejde for mig, men det er rigtig spændende – og jeg har allerede i den undervisning, jeg har haft i foråret 2011, mærket mit større nærvær og min hvilen i mig selv og min evne til at gøre ellers tørt og kedeligt stof, som lovgivning om kosttilskud, interessant og nærværende for de studerende.
Fra Helgenæs bærer jeg oplevelsen af den klare stjernehimmel med mig – og bakkerne!
Fra Anholt vil jeg bevare mindet om det unikke sted Fyrgården er – med alt og alle!
Taknemmelighed er den efterklang, der klinger i mig fra deltagelsen i VoxViva.
Inde bag tankerne:
Inde bag tankerne er der et rum
Hvor alting forsvinder
Og altet dukker op
Inde bag tankerne er der et rum
Hvor livet er kraft
Og døden er grøde
Inde bag tankerne er der et rum
Med plads til sårbarhed
Og styrke
Inde bag tankerne er der et rum
Som er grønt – omkranset af lilla
Inde bag tankerne er der et rum
Hvor min inderste stemme synger"

Kirsten Skjerbæk
Farmaceut og ernæringsterapeut, digter in spe
Kursist på VoxViva 2010-2011
www.ks-ernaering.dk
Farmaceut og ernæringsterapeut, digter in spe
Kursist på VoxViva 2010-2011
www.ks-ernaering.dk